Gode grunde til at træne, dyrke motion og være fysisk aktiv (forstå hvorfor)

Hvorfor bevægelse og fysisk aktivitet er vigtigt

Vi har alle hørt at motion og fysisk aktivitet er godt, men hvorfor? Her får du en række rigtig gode grunde til at bevæge dig og være fysisk aktiv.

Gode grunde til fysisk aktivitet

  1. Godt for hjernen: Det pumper mere ilt til hjernen og stimulerer hjernens plasticitet (evne til at tilpasse sig) ved at stimulere væksten af nye forbindelser mellem celler i hjernen.
  2. Det gør dig gladere: Fysisk aktivitet kan forbedre dit humør og kan mindske depression, angst og stress. Derudover kan det øge produktionen af endorfiner, som hjælper til at producere positive følelser.
  3. Mindsker stress: Fysisk aktivitet hjælper med at reducere stress. Det reducerer adrenalin og kortisol i kroppen, også kendt som stresshormoner. Samtidig frigiver det flere endorfiner, som hjælper med at øge vores humør og også får os til at føle os mere afslappet.
  4. Booster læring og hukommelsen: Fysisk aktivitet kan øge størrelsen af en del af hjernen (hippocampus), der er vigtig for hukommelse og læring.
  5. Det øger din intelligens: Ja, du læste rigtigt. Studier har vist at fysisk aktivitet kan øge vores intelligens. Motion og træning giver hjernen de bedste vilkår for at fungerer.
  6. Stærkere muskler og knogler: Fysisk aktivitet spiller en vigtig rolle i opbygningen og vedligeholdelsen af stærke muskler og knogler.
  7. Det øger din søvnkvalitet: Fysisk aktivitet gør at vi falder nemmere i søvn og sover bedre.
  8. Det gør dig sundere og forebygger sygdomme : Det er velkendt, at fysisk aktivitet øger sundheden og forebygger en lang række sygdomme og tidlig død. Det forebygger sygdomme som hjertekarsygdomme, type-2 diabetes, gigt, forhøjet blodtryk, knogleskørhed og flere kræftformer.
  9. Kan påvirke hvor længe du lever: 6000 dødsfald kan årligt tilskrives fysisk inaktivitet i Danmark. Gennem påvirkning af helbredet og forebyggelse af sygdomme spiller fysisk aktivitet en rolle i vores levetid.

Hvad skal der til for at få fordelene?

Der er to niveauer af aktivitet som kan give dig de mange ovenstående fordele:

  • Moderat intensitet: Hvis du bevæger dig hurtigt nok til at hæve din hjerterytme, trækker vejret hurtigere og føler dig varmere. Dette indsatsniveau kaldes aktivitet med moderat intensitet. Huskeregel: Hvis du laver noget med moderat intensitet, vil du stadig kunne tale, men du vil formentlig ikke kunne synge en sang!
  • Høj intensitet: Her arbejder du endnu hårdere. Der er gode beviser for, at aktiviteter med “Høj Intensitet” kan medføre sundhedsmæssige fordele ud over, dem du får fra aktiviteter med “Moderat Intensitet”. Du ved intensiteten er høj hvis du trækker vejret hårdt og hurtigt, og din hjerterytme er steget en smule mere. Huskeregel: Hvis du er på dette niveau, vil du ikke være i stand til at sige mere end et par ord uden at holde en pause.
  • Hvad med lav intensitet? Det er stadig rigtig godt at være aktiv i løbet af dagen, også ved lav intensitet. Det kunne være en gåtur eller anden almindelig bevægelse i løbet af dagen. Det modvirker bl.a. de negative effekter ved inaktivitet og har stadig en positiv effekt på vores hjerne og sundhed. Dog kommer alt dette selvfølgelig også ved moderat og høj intensitet. 

Sådan starter du

Er du i tvivl om hvad du skal gøre eller hvordan du kommer igang? Så se vores artikel med gode råd til træning, motion og fysisk aktivitet.