5 vigtige grunde til at prioritere din søvn

“Sleep is the single most effective thing we can do to reset our brain and body health each day” – Matthew Walker, PhD

Hvorfor søvn er vigtigt

At sove er ikke bare det modsatte af at være vågen. Søvn er en grundlæggende og vigtig mekanisme i måden vi mennesker biologisk set fungerer og er i live på. Vi bruger cirka 1/3 af vores liv på søvn, så hvis det ikke var rigtig vigtigt, ville evolutionen havde gjort det af med vores store søvnbehov.

Når det kommer til vores fysiske sundhed og helbred, er søvn også mindst ligeså vigtigt som regelmæssig fysisk aktivitet og god ernæring. Nogen vil også sige at det endda er fundamentet.

Herunder giver vi dig 5 årsager til at søvn er vigtigt og forklarer hvordan søvn kan gøre en forskel for dig:

1. Øget livskvalitet (energi, glæde og motivation)

Søvn er en af de fundamentale ting som påvirker alt andet. Ved at få nok god søvn, vil vi også kunne øge vores livskvalitet. Søvn vil påvirke din livskvalitet via:

  • Øget energi: Hvis vi ikke får nok søvn kan det påvirke vores energi i løbet af dagen og føre til dårlige beslutninger. Det kunne være at spise dårligere, være mindre fysisk aktiv, lave flere overspringshandlinger og have mindre overskud til andre mennesker. Heldigvis er det omvendte også gældende. Søvn kan bidrage til at du har mere energi i løbet af dagen, og ikke mindst til at træffe mange gode beslutninger i starten af dagen, som kan øge din energi over hele dagen.
  • Øget velvære: Vi har det bare bedre når vi får nok søvn. Mens du sover, gør din hjerne bogstaveligtalt “rent” og forbereder sig på en ny dag. Derfor føler vi også mere “klar” i hovedet og friske efter en god nattesøvn.
  • Få mere ud af din tid:  Øg kvaliteten af din tid og daglige aktiviteter. Uanset om det er på jobbet, i skolen eller i fritiden. Søvn giver os bedre vilkår for at være mere tilstede og fokuseret, samt bedre indlæring, kreativitet og problem-løsning.
  • Mere overskud til andre mennesker: Søvn spiller en vigtig rolle i vores relationer og overskud til andre mennesker. Mere herom i punkt 5!

2. Bedre præstationer

Hvis du skal noget vigtigt, så er søvn en af dine bedste venner. Uanset om det er på kort sigt:

  • en vigtig dag på jobbet eller for din karriere
  • en vigtig præstation i din sport eller hobby
  • den store eksamen på uddannelsen

…så kan søvn hjælpe dig med at være restitueret, skarp og klar til at præstere.

Det samme er også gældende hvis du skal præstere over en længere periode, så går det ikke at slække på søvnen. Det kunne f.eks. være ifm.:

  • et større og vigtig projekt på arbejdet der varer 1 måned
  • eksamensperioden på 6 uger ifm. uddannelse
  • den store sportsbegivenhed (eller en serie heraf) som du træner op til

Så få din søvn, og bliv i stand til at præstere mere optimalt når det gælder. Uanset om det er i kortere eller længere perioder.

3. Grundlæggende for din sundhed

Søvn hjælper ikke kun med at du føler dig mere frisk, men er også en tid og proces hvor celler i dine muskler, organer og hjerne blive plejet, repareret og fornyet hver nat. Mange af vores grundlæggende biologiske systemer som har godt af – og behov for – søvn (det hjælper bl.a. til at regulere dit stofskifte, til at din krop frigiver hormoner, renser ud i affaldstoffer, styrker immunforsvaret, modarbejder inflammation m.m).

Når disse processer ikke er i orden på grund af manglende søvn, kan det øge din risiko for forskellige sundhedsmæssige problemer. Vi kan simpelthen ikke fungere normalt eller optimalt uden søvn fordi det er så grundlæggende for vores krop. Mangel på søvn kan bl.a. påvirke træthed, humør, koncentration, glemsomhed, indlæring, motivation, restitution og fordøjelsen. Her et overblik over hvordan søvn påvirker din sundhed:

  • Definition af sundhed: Sundhed er et bredt begreb, men Verdenssundhedsorganisationen WHO definerer Sundhed således: Frihed for sygdomme og Fysisk, Psykisk og Socialt velbefindende.
  • Frihed for sygdomme: Søvnmangel kan være årsag til øget risiko for bl.a. hjertesygdomme, type 2 diabetes og andre sygdomme. Flere af disse sygdomme er blandt dem som tager livet af os når vi bliver ældre, så søvn bidrager også indirekte til længere levetid. Mennesker, der lider af søvnproblemer har også dobbelt så stor risiko for at udvikle depression som mennesker uden (tit er der dog mange faktorer i spil).
  • Fysisk velbefindende: Søvn spiller som tidligere nævnt en vital rolle i vores krops grundlæggende biologiske og fysiologiske systemer. Derfor er det også vigtigt for vores fysiske sundhed. Mere lavpraktisk hjælper søvn dig med at restituere efter fysisk aktivitet, træning og motion, samt spiller en rolle når det kommer til mad, ernæring og fordøjelsen. Forskere har fundet ud af at mennesker der lider af søvnmangel har nemmere ved at tage på i vægt.
  • Psykisk/Mental velbefindende: En god nattesøvn gør os mere resiliente og robuste overfor mentale sygdomme. Mangel på søvn reducerer hjernes funktion og det påvirker mentale egenskaber som vores koncentration, overblik, hukommelse og hvor nemt vi bliver irriteret eller deprimeret.
  • Socialt velbefindende: Søvn er med til at give os de bedste vilkår for gode sociale relationer og overskud til andre mennesker. Det er så vigtigt at det selvfølgelig har sit eget punkt i denne artikel (punkt 5).

Så få din søvn og kom sovende til bedre sundhed!

4. Lær mere, bedre og hurtigere

Forskning peger på at søvn hjælper med læring på to forskellige måder:

  1. Søvn øger koncentrationen: For det første kan vi ikke koncentrere os optimalt hvis vi har fået for lidt søvn og derfor svækker det vores evne til at lære effektivt. Efter en god nattesøvn vil du have større mental klarhed og fokus. Mangel på søvn kan også føre til mindre kreativitet og svækket problem-løsning, som kan påvirke kvaliteten af din indlæring.
  2. Søvn øger hukommelsen: For det andet spiller søvnen i sig selv en rolle i konsolideringen af hukommelsen, hvilket er vigtigt for at kunne lære, bearbejde og huske ny information og færdigheder. Søvnen styrker simpelthen dine forbindelser i hjernen (tænk på det som stier af viden eller færdigheder).

Dette gælder uanset om det drejer sig om at huske viden (f.eks. et nyt sprog) eller lære at gøre noget nyt (f.eks. at cykle). Tænk på søvn lidt ligesom en “gem” knap (brug den!)

5. Mere overskud til andre mennesker

Søvnmangel kan være med til at:

  • vi i højere grad kun fokuserer på egne behov.
  • vi bliver hurtigere irriteret.
  • vi føler os mere ensomme og holder større social afstand til andre.
  • svække vores empati, vores evne til at forstå andre og se tingene fra deres perspektiv. 
  • vores reaktioner forstærkes, hvilket kan betyde at vi kan overreagere i situationer der normalt ikke ville betyde så meget. 

Det skyldes bl.a. at vores krop og hjerne ifm. søvnmangel eller træthed prioriterer mere basale behov og funktioner – typisk vores egne (såsom mad, hvile, nemme opgaver og nemme beslutninger m.v.). Heldigvis er det omvendte også tilfældet. Derfor, giver en god nattesøvn os de bedste muligheder for gode interaktioner med andre, og ikke mindst det bedste udgangspunkt for at have overskud til dem du holder af – også efter en lang dag.

Hvordan ved du om du får nok søvn?

– Anbefalingerne er at de fleste voksne mennesker skal have 7-9 timers søvn. Hvis du ofte er under eller over dette kan det være en årsag til at tænke over om du får for meget eller lidt.

– En simpel tommelfingerregel er, at du skal føle dig godt udhvilet, når du vågner op om morgenen.

– Hvis du ofte føler dig træt, når du vågner op om morgenen, eller føler dig døsig og træt i løbet af dagen og/eller har behov for koffeinholdige drikkevarer (kaffe, energidrikke, Coca-Cola, Faxe Kondi m.fl.) for at kunne klare dig igennem hele dagen (dog har mange opbygget en afhængighed eller tolerance, men det vigtigste er ikke at have behov for at få koffein om eftermiddagen). Så kan det være en god idé at revurdere din søvnrutine, om du får nok søvn og om du kan øge søvnkvaliteten (falde hurtigere i søvn, sove bedre igennem m.m.).

2 spørgsmål som tommelfingerregel:
Matthew Walker, PhD der er forsker og forfatter indenfor søvn har 2 spørgsmål du kan stille dig selv for at blive klogere på om du får nok søvn:

  1. Efter du er vågnet om morgenen, kunne du falde i søvn igen klokken 10.00 eller 11.00? Hvis svaret er “ja”, får du sandsynligvis ikke tilstrækkelig søvn og/eller god nok kvalitet.
  2. Kan du fungere optimalt uden koffein inden middag? (kl. 12.00) Hvis svaret er ”nej”, er det sandsynligvis fordi at du “selv-medicinerer” din kroniske søvnmangel (eller har opbygget en koffein afhængighed og tolerance).

Det er ikke farligt at sove mindre el. dårligt en enkelt dag eller i kortere perioder

“Vær opmærksom på overdrevent negative tanker om søvn, kan bidrage til at holde dig vågen. Fortæl dig selv, at vi er relativt robuste over for søvnmangel, og at det ikke er en katastrofe, hvis du ikke får det ønskede antal timer søvn hver nat” (fra Vidensråd for Forebyggelse ifm. Råd om Søvn).

Søvn er et marathon og ikke en sprint. På de dage hvor du får mindre eller dårligere søvn, så husk blot på at give dig selv – og andre – lidt længere snor.

Opsummering:

At få nok og god søvn vil give dig:

  1. Øget livskvalitet – mere energi, glæde, motivation og overskud til andre mennesker.
  2. Bedre præstationer – uanset om det er i morgen eller over længere tid.
  3. Stærkere helbred – søvn er fundamentalt for sundhed og forebyggelse af sygdomme.
  4. Bedre læring – hold koncentrationen bedre, styrk hukommelsen og øg din kreativitet. 
  5. Mere socialt overskud – få mere overskud til familie, venner og kollegaer.

Sov hurtigere og bedre:

Læs vores guide med 9 gode råd til at sove hurtigere og sove bedre her.